Afgangsprøve - fsa fra 2013

Vi har besluttet at genindføre folkeskolens afgangsprøve fra skoleåret 2012/2013, da afstanden mellem vores egen afgangsprøve og fsa er blevet mindre.


Søborg Privatskoles egne afgangsprøver er fastlagt som følger - der er eksterne censorer ved alle prøver:

Dansk

Skriftlig fremstilling - 3½ time. Retstavningsprøve - 1 time.

Mundtlig prøve - 20 min.

 

Engelsk

Mundtlig prøve - 20 min.

 

Fri selvvalgt opgave

Der væges et emne eller et tema, som danner basis for et emnearbejde eller en projektopgave. Der gives 1 uge til udarbejdelsen. Eleverne bedømmes individuelt.

 

Fransk/tysk

Mundtlig prøve – 20 min.

 

Fysik

Praktisk/mundtlig prøve

 

Matematik

Skriftlig prøve - en færdighedsprøve af 1 times varighed og en problemregningsprøve af 3 timers varighed.

 _____________________________________________________________________________________


Historik og Perspektivering

 

Kort før sommerferien 2006 udkom nye regler for folkeskolernes afgangsprøve.

 

Stort set alle skolefag i folkeskolen er fremover prøvefag – fra kristendom til geografi – hvoraf en del er med i en udtrækningspulje. Tilmed er afgangsprøven blevet obligatorisk. I de fleste klasser er der indført test i forskellige fag. Dertil kommer et systematisk arbejde med den enkelte elev, hvor der skriftligt skal redegøres for den enkelte elevs opnåede indlæring og den kommende indlæring. Det betyder også – det er uundgåeligt – at undervisningen styres direkte hen mod test og prøver.

Skolearbejdet kommer altså til at gå ud på at score høje points i det samlede testfelt – ellers er der lagt op til fiasko for eleverne, lærerne, ledelsen og skolen som helhed.

At arbejde ud fra denne test- og kontrolkultur er en gammelkendt metode, der blev kritiseret sønder og sammen for mere end 30 år siden. Mon ikke kritikken stadig holder, nemlig: Børn er ikke tomme kar, der blot skal fyldes op.

Et væsentligt forhold at bemærke er, at både vi, Søborg Privatskole, og folkeskolen underviser ud fra ”Fælles mål”. Disse fælles mål er undervisningsmål. De fortæller altså, hvad der skal undervises i. Med de mange nye prøver og test indføres ad bagdøren en anden skoleform, der baseres på læringsmål. Det betyder, at undervisningen indsnævres til det, man kan måle, eleverne har lært. Der er meget stor forskel på at arbejde med elevernes brede dannelse gennem undervisningsmål og at arbejde med elevernes paratviden og færdigheder gennem læringsmål. Mere konkret kan man sige, at folkeskolen går fra at være en skole for livet til at være en læringsanstalt, hvor forskellige interesser kan fremsætte krav om det ene og det andet (ungdomsuddannelser, erhvervslivet m.fl.).

 

Alt det skolearbejde, vi har udført på Søborg Privatskole gennem de sidste ti år, har vist en anden vej. Vi har vægtet både det kvantitative og det kvalitative – ja, vores omdømme er faktisk dannet på den skoleform. Hos os har børnene et anerkendt og fuldgyldigt børneliv, hvoraf skolen er en ikke uvæsentlig del.

 

At bevare sin frihed til at gøre tingene lidt anderledes - og for alt i verden bedre - er blevet meget sværere. Hvis man vælger at afholde folkeskolens afgangsprøve, kan man ikke selv bestemme, hvornår fag skal begynde eller slutte i skoleforløbet. Man kan heller ikke selv bestemme, i samme grad, hvilke fag, der skal være på skemaet. Dette er en indskrænkning i de frie skolers handlemuligheder.

 

Tidligere var folkeskolens afgangsprøve frivillig, derfor kunne skoler vælge at afholde visse prøver eller elever kunne fravælge fag, som de bare ikke kunne håndtere.

De frie skoler har fået et valg at gøre: Enten gennemføres afgangsprøven i sin helhed – og skolen må indrette sig fuldstændig efter ministeriets krav – eller også kan den frie skole lade være med at afholde afgangsprøven.

Den mulighed har ledelsen i 2006 fremført for bestyrelsen med ønske om opbakning til, at Søborg Privatskole afholder egne afgangsprøver og udarbejder eget afgangsbevis. Naturligvis under forudsætning af, at det bliver bedre end folkeskolens.

Bestyrelsen bakkede ved et bestyrelsesmøde d. 5. september 2006 fuldt ud op om denne mulighed. Det samme gjorde pædagogisk råd, der består af lærerne og pædagogerne.

Hvad er det så vi vil, og hvilke konsekvenser får det for eleverne og skolen?

 

Søborg Privatskole skal fortsætte med at følge folkeskolens læseplaner, der, som tidligere nævnt, kaldes fælles mål. Vi vil derfor fortsat have samme undervisningsmål som folkeskolen. Det anderledes, vi vil, er den afsluttende del af undervisningen, og vi vil holde fast i undervisningsmålene som den primære opgave.

 

Ved ethvert fags afslutning skal der udarbejdes et afsluttende arbejde eller aflægges en prøve. Det har været naturligt at lægge de gymnasierelevante boglige fags prøver rimeligt tæt op ad folkeskolens afgangsprøver, så vores afgangsbevis er sammenligneligt med folkeskolens. Udtalelser om fagene og resultaterne føres ind i Søborg Privatskoles eget afgangsbevis. Afgangsbeviset rummer prøvekarakterer fra prøvefagene, samt udtalelser om de øvrige fag og indholdet heri. Hertil kommer sidste afgivne standpunktskarakterer.

Afgangsbeviset er en lidt underlig størrelse. Det er kun gymnasiet, der har krav på at se dette bevis. Alle andre ungdomsuddannelser har ikke. Det er helt almindeligt, at afgangsbeviset ikke anvendes længere, når et andet uddannelsesbevis er opnået (studentereksamen, håndværksuddannelse osv.). Man kan jo spørge sig selv, hvornår man sidst har brugt sit afgangsbevis fra grundskolen. Derimod kunne et anderledes og mere fyldestgørende afgangsbevis fra en fri skole måske bruges som et stærkt papir af de elever, som skal finde en praktikplads.

 

Der er krav om, at elever uden folkeskolens afgangsbevis skal til en optagelsesprøve, hvis de ønsker at begynde på en gymnasial uddannelse. Denne prøve er klart mindre i omfang og klart lavere i niveau end de afgangsprøver, som eleverne ved vores skole aflægger. Derfor vil alle elever, der søger gymnasiet (og i øvrigt er egnede), let klare denne optagelsesprøve. Gymnasierne har jo heller ikke interesse i at afvise gymnasieegnede elever. Prøven aflægges typisk på én dag i maj, og består af fire fag: Dansk, matematik, engelsk og fysik (mat. linie) eller et tredje sprog (sprog. linie). Prøven afvikles mundtligt med 20 minutters forberedelse og 20 minutters prøveaflæggelse i hvert fag. To gymnasielærere forestår prøven i hvert fag.

 

I øvrigt har vores lokale gymnasier meddelt, at de har fuld tillid til vores afgangsprøver på lige fod med folkeskolens, så længe vi overholder de almindelige krav til optagelse. Det er jo godt og betryggende at høre.

 

Hvis I ønsker uddybende information, er I velkomne til at spørge klasselæreren eller faglærerne ved det næstkommende klassemøde eller ved skole/hjemsamtalerne.

Søborg Privatskoles hjemmeside © 