Nyheder 2011 januar - juni

24. juni

God sommerferie!

Vi ønsker alle en god sommerferie. Endnu et år er fløjet af sted. Vi glæder os til at se jer alle igen efter ferien, hvor vi rigtigt skal tage den nye bygning i brug. Og de øvrige rokeringer skal igang så hurtigt som muligt. Tak for et godt samarbejde siger vi - Nina og Lars - til alle jer, der var med i det forgangne skoleår.

__________________________

23. juni

Translokation

D. 22. juni afholdt vi vores traditionsrige translokationsfest. En særdeles god og hyggelig aften, hvor vi fik sagt tillykke til alle vore 9. klasse elever. Tak til støtteforeningen for en stor indsats.

____________________________

21. juni

Indvielse af den nye bygning

Onsdag d. 22. juni kl. 11.00 indvier vi den nye bygning. Den er først helt færdig, når vi kommer tilbage fra sommerferien, men vi kan flytte møbler osv. ind i lokalerne torsdag d. 23. juni. 

Når vi vender tilbage efter ferien kan alle benytte de nye klasselokaler. Derefter begynder vi flytningen af de øvrige lokaler. Det er vores håb, at langt det meste er på plads til efterårsferien. Data, billedkunst, biblioteket, garderoben i sfo'en og personalerummet er involverede i omrokeringerne.

14. juni

Indvielse af den nye bygning udsættes til onsdag d. 22. juni 2011

Alle er velkomne til at kigge forbi kl. 11.00, hvor vi klipper den røde snor.

____________________________

1. juni

Fantastisk afslutning - tak til 9. klasse

Tak til 9. klasse for en forrygende sidste skoledag - i bedste Søborg-ånd! Vandkampen gik fantastisk. De  tapre kæmpere blev dyngvåde og fik som belønning karameller og returballoner.

I salen leverede 9. klasse et velforberedt og sjovt show, hvor alle, også de implicerede lærere, havde det festligt hele vejen igennem. 

Afslutningsvis måtte de voksne se sig slået i rundbold af 9. klasse - præcis som sædvanligt, desværre! Det var der vist ikke mange tilskuere, der havde ondt af...

Billeder fra dagen er lige på trapperne og vil blive lagt ud på hjemmesiden snarest.

____________________________

31. maj

Lærerskift

Der er i mindelighed indgået en fratrædelsesaftale mellem Susanne Mejdal og Søborg Privatskole. Susanne fratræder sin stilling 31. maj 2011. Vi siger mange tak til Susanne for samarbejdet og ønsker held og lykke fremover.

Joan Lindum Lyngholm er blevet ansat som lærer pr. 1. august 2011. Hun kommer til os fra en folkeskole, hvor hun har  flere års erfaring i at undervise elever på forskellige alderstrin. Hos os skal Joan især undervise i dansk, engelsk og idræt - og med tiden billedkunst/kreative fag. Velkommen til - vi glæder os til at arbejde sammen med dig!

________________________

30. maj

Super sommerfest!

Tak til alle for en særdeles god sommerfest, hvor vi fik fejret skolens 35-års fødselsdag. Det var jo rart at kunne stille med en ordentlig gave - den nye bygning. Dagen forløb fint med sang, musik, pølser, pandekager, softice, kaffe og kage mv. Igen i år må vi ønske skolen forældre tillykke med sejren i tovtrækning. Dysten må give stof til eftertanke hos de lidt for lette elever!. Se billederne

___________________________

29. maj

Fagene 2011/2012

Nyt er it-dansk og it-matematik. Vi har afløst data i 5. og 6. kl. med flere timer i dansk og matematik, som er afsat til undervisning i relevante it-færdigheder. Årsagen er, at de fleste elever i dag har grundlæggende kendskab til de mest basale it-værktøjer. Det er derfor vigtigt, at vi bygger videre på denne viden og tilfører specifik viden om f.eks. skrive-, billed-, og regneprogrammer. Se her fagene 2011/2012

____________________________

25. maj

Ændringer i forhold til sommerfesten

Det har vist sig, at forholdsvis få har ønsket at købe madbilletter til sommerfesten, hvilket, vi forestiller os, kan skyldes prisen.

Da en af fornøjelserne ved sommerfesten, hvor vi i år fejrer skolens 35 års fødselsdag, er at spise sammen, har vi valgt at ændre konceptet, så vi sikrer, alle kan være med.

Vi vil i stedet opstille en pølsevogn, hvor der vil kunne købes pølser af forskellig art samt bøfsandwich til en rørende pris af 10 kr. pr. stk.

De, der allerede har købt madbilletter, kan få pengene refunderet på kontoret mod fremvisning af de indkøbte billetter.

___________________________

23. maj

Skolens fødselsdag fejres med ved den årlige sommerfest d. 28. maj

Skolen fylder 35 år. Det fejrer vi ved den årlige sommerfest. I får en seddel i dag om arrangementet. Vigtigste begivenhed bliver et smugkig ind i den nye bygning.

___________________________

23. maj

Naturfagsdag på Skovskolen d. 26. maj

D. 26. maj får bhkl. - 6. kl. en spændende naturfagsdag i selskab med 20 skovløbere. Naturformidling står øverst på programmet.

___________________________

19. maj

Ansættelse

Karen Frisk er blevet ansat som lærer og skal være klasselærer i kommende 1. klasse. Velkommen til vores skole. Vi glæder os meget til samarbejdet!

___________________________

17. maj

Referat af generalforsamlingen 2011

Læs referatet af generalforsamlingen 2011

___________________________

17. maj

Utsikten

Friluftslivslinien har været på den årlige tur til gymnasiet Utsikten i Ed, Sverige. Det blev en tur præget af fantastisk vejr, overnatning i det fri, badeture, kanosejlads, fiskeri, gåture, besøg på gymnasiet osv. Vi fik set elg, vildsvin, bæver, traner og mange flotte udsigter. Vi siger tak til vores svenske venner på Utsikten for endnu en herlig oplevelse i den flotte natur.

___________________________

14. april

Færdigmelding af den nye bygning

Vi har nu en dato for, hvornår vi kan klippe den røde snor til bygning 7. Hvis der ikke opstår uventede større forsinkelser, er I velkomne onsdag d. 15. juni kl. 11.00. 

Vi ser frem til den betydningsfulde dag!

____________________________

14. april

Generalforsamling 2011

I går blev årets generalforsamling afholdt. Det foregik i god ro og orden. Til bestyrelsen blev valgt: Merethe Færch (genvalgt), Søren Claus Poulsen og Thor Mønsted.

Der var ingen indkomne forslag.

Læs: Bestyrelsesformandens beretning

Læs: Skolelederens beretning

Læs: Den tilsynsførendes rapport

Referatet lægges ud på hjemmesiden, når det er godkendt af dirigenten.

_____________________________

28. marts

Generalforsamling

D. 13. april afholder skolen den ordinære generalforsamling. I vil modtage indkaldelse og dagsorden - jf. vedtægtens regler herfor.

______________________________

25. marts

Mobilen klar igen

Så er skolelederens mobil genetableret - så må vi håbe, han kan passe bedre på den denne gang.

_____________________________

21. marts

Støtteforeningen trænger voldsomt til støtte

Desværre ser det ud til, at Støtteforeningen er i vanskeligheder. Ingen har meldt sig som opstiller til bestyrelsen ved den forestående generalforsamling. Der skal herfra lyde en kraftig opfordring til jer forældre om med det samme at melde jer ind i den vigtige forening, som hjælper skolen og forældre samt at overveje at opstille til bestyrelsen. Henvend jer til skolens kontor. Et medlemskab koster kun 100,- for et år. Læs her om Støtteforeningen 

_______________________________

20. marts

Mobil-kludder

Skolelederen har mistet sin mobil og er først klar med en ny om en uges tid. Indtil da kan tlf.nr. 29 72 05 00 benyttes.

______________________________

20. marts

Skovskole-dag

Det første store arrangement på Skovskolen finder sted d. 22. marts. Børnehaveklasse til 7. klasse kører efter morgensang til Skovskolen og undervises ude til kl. ca. 12.00. Emnet for friluftslivsvejlederne er børns opmærksomhed  - hvordan fanger man den. D. 16. marts havde vi besøg fra Skovskolen til et mindre arrangement for 1. og 8. klasse. Det blev en vældig god start på vores samarbejde. Vi mener endda, at skovskolen fik øje på, hvor dygtige vores elever er, og hvor behagelige de er at være sammen med.

_______________________________

7. marts

Skolemøbler på vej til Cambodja

En stor del af vores gamle skolemøbler er nu på vej til Cambodja. Det er en stor glæde på denne måde at kunne støtte Workingschool, der opretter skoler i udsatte områder i Laos og Cambodja. Vores møbler er godt brugte, men er i bund og grund i rimelig god stand. Stålrammerne fejler ikke noget, det er kun træsæder og -ryglæn, der er mærket af mange års brug.

________________________________

2. marts

Godt økonomisk resultat for 2010

I årsrapporten for 2010 er årets resultat opgjort til 475.000,-, hvilket er meget tilfredsstillende i forhold til de projekter vi har gennemført i gennem året. Vi kan derfor se frem mod 2011 og oppebære samme høje aktivitetsniveau.

_________________________

2. marts

Nye skolemøbler

I morgen leveres nye skolemøbler til børnehavkl., 1. kl., 2. kl., 3. kl. og 4. kl. Alle klasser har derefter nye møbler, som er tidssvarende både i forhold til design og funktion.

__________________________

Informationsmøde om 10. klasse

Vi inviterer til informationsmøde om 10. klasse d. 8. februar 2011 kl. 19.00. 

Ved mødet vil interesserede blive oplyst om 10. klasses indhold - herunder orientering om liniefag, obligatoriske fag, studietur osv.

Tilmelding sker ved henvendelse til skolens kontor senest d. 7. februar 2011.

Læs mere her: 10. klasse

______________________________

3. februar

Fratrædelse / tiltrædelse

Med stor beklagelse skal det meddeles, at vores nyansatte lærer, Fie Hempel, desværre må fratræde sin stilling af familiære årsager. De berørte elever og forældre er informeret. Vi ønsker Fie og familien held og lykke fremover og håber, at Fie vil søge en stilling hos os på et senere tidspunkt.

Mandag d. 7. februar tiltræder folkeskolelærer Karen Frisk i et vikariat frem til sommerferien. Velkommen til Karen og tak for den hurtige tiltrædelse. Vi ser frem til et godt samarbejde.

______________________________

1. februar

Tilkaldevikar til sfo'en

Vi søger en tilkaldevikar til sfo'en. Læs mere her

_______________________________

18. januar

Ventelisten genåbnet

Efter en årrække uden venteliste til de eksisterende klasser genåbner vi listen. Det skyldes en langt lettere administration via den nye hjemmesides formularer. Samtidig må vi erkende, at der er en konstant efterspørgsel på pladser. se siden: Pladser

_______________________________

5. januar 2011

Godt nytår - velkommen til 2011

Velkommen tilbage fra jule- og nytårsferie -  velkommen til Fie, der begynder i dag som lærer.


Søborg Privatskoles hjemmeside © 