Hvorfor Søborg Privatskole?

DSC02442

Vi er en skole på ét spor med ca. 240 elever - det giver overskuelighed og et trygt miljø, hvor alle kender hinanden. Der er derfor en god tone og en oplevelse af, at både elever og medarbejdere er glade og engagerede i hverdagen. Det giver overskud til at takle problemer, når de opstår.

Vi har glade børn - mobning eksisterer ikke. Vi har klart defineret, hvad mobning er og kan gribe ind omgående, hvis almindeligt drilleri går over stregen. Både elever og medarbejdere er med til at løfte denne vigtige opgave i fællesskab.

Alle skal lære mest muligt - det er vores ambition, at alle elever lærer mest muligt - både fagligt og socialt. Skolelivet er en dannelsesrejse, der skal føre til livsduelighed i et demokratisk samfund. Derfor er det vigtigt, at elevrenes potentiale for faglig og social formåen udfordres, så de får det bedste og bredeste udbytte med sig fra skolen.

Daglig morgensang for hele skolen er med til at styrke fællesskabet og sammenholdet. Dagens oplysninger meddeles, vi synger en sang eller to, og måske er der en fremvisning af et projekt.

Skolen har en fortræffelig beliggenhed i skønne grønne områder - ca. 4,5 tønder land. Elevernes trivsel er direkte afhængig af, at der er grønne udearealer, legepladser og boldbaner at boltre sig på i frikvartererne og sfo-tiden.

Sfo i særklasse. Der er dagligt aktiviteter ude ved bålhuset, ved naturlegepladsen eller inde i sfo'ens eget fine hus.

Vi er en faglig skole, hvilket betyder, at undervisningen, der er opdelt i fag, skal byde på såvel boglige, kreative, musiske, kropslige, historiske og filosofiske elementer.

Nordisk profil. Vi vil fremme forståelsen for det nordiske fællesskab og den fælles kulturhistorie. Eleverne skal opleve, at det er meget let at lære at forstå hinanden i de tre skandinaviske lande.

Lejrskoler – med udsigt til indsigt. De tre lejrskoler i 5., 7. og 9. klasse er betalt via skolepengene. De går til henholdsvis Danmark, Sverige og Norge til nogle helt enestående destinationer.

Udeliv, udeskole og friluftsliv er en del af hverdagen både i skolen og sfo'en.

Vi råder over gode lokaler - både moderne faglokaler og gode klasseværelser. Klasserne bor aldersopdelt i egne huse.

Pc-ordning for 7. 8. og 9. klasse. Eleverne får en netbook udleveret i slutningen af 6. klasse. Efter endt skolegang kan eleverne købe netbooken for skrapværdien, som er sat til 25,-.

Skemaet lægges for et helt skoleår ad gangen – dog afbrudt af faste temauger. Det giver overskuelighed og god plads til faglig og personlig udvikling.

Liniefag – friluftsliv, kunst og livsstil - vælges på tværs i 8. og 9. klasse. Liniefagene afvikles hver fredag gennem hele skoleåret – et vigtigt bidrag til, at skolegangen på Søborg Privatskole bliver noget særligt.

Vi afvikler vores egen afgangsprøve – eleverne klarer sig særdeles godt i gymnasiet og på de øvrige uddannelsesteder.

Lærerne underviser kun i de fag, de er meget kvalificerede til at varetage. Det betyder engagerment og arbejdsglæde. Det pædagogiske personale uddanner og dygtiggør sig løbende, så vi forbliver skarpe.

Vi byder på en velfungerende vikarordning. Når en lærer eller pædagog ikke er på arbejde, kan vi fastholde den gode undervisning.

Skolens egen busordning sikrer, at alle elever har et godt og trygt tilbud om transport til og fra skole til en meget favorabel pris.

En godt styret økonomi giver god plads til ekskursioner og indkøb af materialer, bøger, it mv. til undervisningen. Et område vi ikke sparer på.

Vi tror på, at ovenstående sikrer, at den enkelte lærer sig mest muligt, og at den dannelse, som altid finder sted, får en ønskelig retning. Selvfølgelig opstår der problemer jævnligt – livet er ikke kun rosenrødt. Derfor er vi meget opmærksomme på at afhjælpe konflikter og problemer, når de opstår.

Endnu flere gode grunde til at vælge Søborg Privatskole kunne oplistes. Vi håber, jeres interesse er vakt. Mere information kan findes under Oplysninger. I er også velkomne til at kontakte os for yderligere information.

Søborg Privatskoles hjemmeside © 